“Det tog mig ikke lang tid at finde ud af, at Jet løser mange praktiske problemer,” indleder Niels Bredal. “Når man sidder i en økonomifunktion, er det vigtigste værktøj typisk Excel. Da jeg tidligere arbejdede med data, skulle jeg klippe-klistre mellem økonomisystemet og Excel, og det betød mange manuelle handlinger, som man gentog gang på gang. Med Jet Reports opretter man en forbindelse mellem Excel og økonomisystemet. Der er simpelthen en fane i Excel, der hedder Jet, hvor man designer rapporter og tabeller med integration til økonomisystemet. Derudover er der en celle i Excel, hvor man kan tilgå Microsoft Dynamics NAV direkte og se dataene. Det er en kæmpe fordel.”